En ende

Alle ting har en ende. Forhåbentligt også specialet. Men helt sikkert denne blog. I dag. Denne blog blev startet for at fortælle om overgangen fra studieliv til karriere. Det synes jeg også, at bloggen har opnået. Hvad har vi så lært?

- For at facilitere overgangen mellem studieliv og arbejdsliv gælder det om at komme derud, i arbejdslivet, og gøre sig kendt. Tag i praktik. Få dig et studiejob. Skift studiejob.
- Udvikl dine kompetencer udover studiet. Arbejd frivilligt. Engager dig i foreninger.
- Byg dit netværk. Bed dit netværk om hjælp. Sig altid tak.
- Frygt ikke overgangen. Det kan ikke betale sig, for det skal nok gå alt sammen.
- De kompetencer du tager for givet, kan i virkeligheden være guld værd.
- Tag ud og oplev mærkelige ting. Jeg vil aldrig glemme min uge hos Nashi i skoven.
- Planlægning og samtale i parforhold kan facilitere at begges drømme kan gå i opfyldelse. 

Så var der alle boganmeldelserne og specialefrustrationerne. Det er hvad der kan ske.

Jeg har nydt at blogge om noget, der berørte mig. Derfor fortsætter jeg med at blogge, men på en anden måde. Vi må se, hvordan det kommer til at gå: http://firstdraftshortstories.blogspot.com/

Tak for opmærksomheden, og held og lykke med overgangen fra studieliv til karriere!

Den søde aha-oplevelse

Der er intet bedre end at få den aha-oplevelse, jeg har kæmpet for i snart to måneder. I mit arbejde skal jeg formidle komplekse it-løsninger på en tilgængelig og ligefrem måde. Det kræver først og fremmest at jeg forstår it-systemet,  og dernæst at jeg kan se brugerens perspektiv på løsningen.

Nu har jeg kæmpet med et system i snart to måneder. Systemet kan alt. Det er lige før i hvert fald. Men i bag faldt klodserne på plads, og jeg har nu fat i en vinkel. Ahhhh... Jeg elsker når det sker. Så former teksten sig pludseligt nemt og hurtigt, og jeg undrer mig over, hvorfor jeg dog ikke havde tænkt på det før. Men det havde jeg bare ikke.

Nu mangler jeg bare den samme oplevelse med mit speciale... Men vejen er nok den samme - stirre på skidtet indtil det pludseligt går op. Nedstirring initieres om 3...2...1...

Kaos bliver til orden

Jeg har netop afsluttet seneste bog af Andrey Kurkov, som er min yndlingsforfatter. Hans bøger er syrede, sjove og utroligt velskrevne.

Kurkov har tilhørt den genre, som man nok kunne kalde post-sovjetisk litteratur. Denne bevægelse har afbildet livet i Sovjets ruiner, hvor ting ikke længere giver mening, men mening opstår på nye og forskruede måder. Det nye i denne bog, er at den beskriver livet post post-sovjet. Der har allerede etableret sig en ny normaltilstand i samfundet.

Denne forandring gør at de mange parallelle fortællinger når en lykkelig aslutning, hvor fællesnævnere er familien, fast arbejde og venskab. Det er jo helt vestligt!

Endnu en trend som er ny hos Kurkov, er at nogle af parallelfortællingerne slet ikke bliver forløst. Men jeg mistænker det for at være en generel trend i litteraturen i dag - ligesom i 'This must be the place'.

Det er altid svært at genfortælle handlingen i 4-6 parallelfortællinger, der nogle gange krydser hinanden. Men jeg kan afsløre at der er en kat, der genopstår to gange, og kæmper for retfærdighed om natten. Der er en politiker, der insisterer på at alting skal velsignes af den ortodokse kirke, og til sidst vender om på nat og dag i parlamentet. Det fører i øvrigt til meget mere fredelige og demokratiske samlinger.

Der er et børnehjem, hvor børnene med politikerens hjælp indser, at arbejde er meningen med livet. Der er en nattegænger, der langsomt indser sit parallelliv, og finder roden i en ulykke han var i med sin kone. Ægteparet får løst deres problemer.

Der er en enke, der får balsameret sin afdøde ægtemand, fordi hun endnu ikke er klar til at håndtere tabet. Det giver lidt bøvl, for den afdøde er også nattegænger. Han bliver dog begravet, og enken finder sin nye kærlighed i politik, og bliver en drivende kraft i det nye natlige parlament.

Så er der også sikkerhedsvagten, der gifter sig men en enlig mor, der bor ude på landet. Denne familie ender med at tage sig af flere børn.

Alt i alt oser bogen af godhed, håb og fælles værdier. Er det mon tegn på, at Ukraine endeligt er ved at finde sin fatning?

Et helt andet spørgsmål er, hvad jeg gør med mit syrede, absurde og vægtløse hjemland, når det holder op med at eksistere i litteraturen? Ikke nok med det ikke længere findes i virkeligheden, men nu er der også stabilitet, fred og kærlighed i litteraturen. Nu er jeg for alvor hjemlandsløs.

En lille pige efter 5 år på studiet

Siden 5. klasse ville jeg læse statskundskab. Det var i sidste øjeblik under kyndig vejledning af en studievejleder, at jeg valgte erhvervsøkonomi. Valget stod mellem oecon uddannelsen og erhvervsøkonomi. Jeg valgte erhvervsøkonomi fordi jeg kunne få retorik som sidefag, og fordi jeg kunne snige mig udenom for tunge matematiske beregninger.

Og jeg slap godt afsted med det - men nu bider det mig lige i røven. Jeg dumpede videregående statistik, men det var en del af førsteårsprøven, så jeg bestod på et gennemsnit. Og væk var statistik fra mit liv. Troede jeg.

I mit ene studiejob fik jeg lejlighed til at hygge mig med nogle pivottabeller. Det var egentligt et glædeligt gensyn. Jeg var stolt over at kunne udlede nyt information fra data. Men det var jo også lige til, for det var anvendt. Der var ingen akademiske eller metodemæssige overvejelser.

Til mit speciale har jeg forsøgt at tvinge kvalitativ metode ned i halsen på mit specialeemne. Men den går ikke, når publikationerne på emnet bruger to veludviklede spørgeskemaer - hele bundtet. Så nu skal jeg sætte mig ind i hvad de gør, hvordan de gør, og hvordan jeg skal gøre. Egentligt en standard akademisk øvelse.

Men jeg har over tid opbygget en stærk reaktion mod statistikken. Hver gang der er et resultatafsnit i publikationen, springer jeg videre til diskussionen. Jeg behøvede ikke at forstå, hvordan de er kommet frem til deres resultater. Det behøver jeg nu.

Jeg er næsten færdiguddannet. Jeg har allerede et fantastisk arbejde. Alligevel føler jeg mig som en lille pige første dag på universitetet.

Så nu er det tid til at gøre det, som jeg endnu ikke har gjort. Få læst de resultatafsnit. Få tygget mig igennem metodebøgerne. Ned med næsen. Ned i bøgerne. Og lugte til min egen utilstrækkelighed. 

Status. Specialefrustrationer. Arbejdslængsel.

Den opmærksomme læser vil have lagt mærke til, at der ikke har været så mange posteringer i denne blog på det seneste. Det er der en grund til.

I går fejrede vi Simons nye titel som cand.scient med en champagnebrunch for vores nærmeste familie og venner. Simon blev færdig onsdag for halvanden uge siden. Han fik en flot karakter for sit specialeforsvar. Dagen efter forsvaret, om torsdagen, fandt Simon et nyt jobopslag. Deadline var samme dag kl. 12, og klokken var lidt i. Simon sendte en ansøgning alligevel. Om fredagen fik han et opkald, og blev kaldt til samtale. Mandag var han til samtale. En times tid efter samtalen, fik han endnu et opkald - han fik jobbet.

Det blev til 3 dage som arbejdsløs for Simons vedkommende. Tirsdag til torsdag brugte Simon på at købe en bil, så han kunne pendle til sit nye arbejde. På mandag starter han. I første omgang er det et vikariat indtil sommerferien... Men der er muliged for forlængelse. Så der var i den grad noget at fejre til champagnebrunchen!

Det er mærkeligt at være bilejer. Vi har været modstandere af store lån og biler i hele vores studietid. Nu har vi begge. Som Anders And udtrykte det: "Nøden lærer en and at sy." Det føles så voksent.

I min boldgade er det specialet, der bliver jongleret med. Og mit fremragende arbejde. Specialet skræmmer mig, så jeg søger tilflugt i mit arbejde. Der er god feedback, og jeg er god til det, jeg gør. Men det må få en ende. Ellers ender jeg uden diplom.

Der har været en del frem og tilbage med min vejleder, omkring hvorvidt jeg skal have empiri med i mit speciale. Problemet er, at mine teoretikere alle bruger regressionsanalyse til at analysere deres data. Regressionsanaløse udløser koldsved ned ad min ryg. Men der er ingen vej udenom. Regressionsanalysen og jeg har indtil den 17. september til at blive rigtigt gode venner.

Generelt set mangler mit speciale tid. Tid med næsen ned i bøgerne og hænderne på tastaturet. Jeg skal ned i specialesuppen og koge. Men hvordan går man tilbage til studiesuppen, når man har smagt på erhvervslivets søde frugter? 

Min plan er noget med disciplin. At tage tid på min reelle indsats, så der bliver arbejdet mindt 6 timer om dagen. Og holde lidt ingen med arbejde.

Så er jeg også blevet udvalgt som ledertalent til Djøf TalentMentor 2012. Det betyder at jeg får en kvindelig leder som mentor i et års tid, og et netværk med andre ledertalenter. Det første opstartsmøde var inspirerende, og jeg ser meget frem til at få kontakt til min mentor. Det betyder en del pendling til København, men jeg er god til at arbejde i tog.

Første møde lå oveni Simons specialeforsvar - og jeg prioriterede at troppe op i København. Simon var med på den, men det var vores familie ikke nødvendigvis. Men hva, så længe Simon og jeg er enige.

Nu har denne blog snart levet i et helt år. Det var min oprindelige mening med de 365 dage i titlen. Så besluttede jeg mig for at tage i praktik, og vupti, det hele blev forlænget med et halvt år. Jeg er bange for at indtil specialet er afleveret, er der kun specialefrustrationer og arbejdslængsel at dele. Er det værd at blogge om? Jeg har ikke besluttet mig endnu.

Præmisserne har ændret sig en del. Bloggen blev født af min usikkerhed omkring overgangen fra studieliv til karriere. Jeg synes egentligt at overgangen er gennemført. Praktikken var en genvej. Men specialet haler efter som noget "unfinished business". Det er tid til at sætte en ende for det.   

2. Sprint afsluttet

Så er det sket - specialekontrakten er underskrevet. Med lidt teknisk bøvl fra STADS, men med en venlig sekretær.

Næste læseprojekt på russisk

'Jeg vil have' hedder min nyanskaffede murstensroman. I horisont på dr så jeg et program om Rusland, hvor forfatteren til romanen, som også er milliardær, optrådte. Hendes holdnin til Rusland er, at alt kan lade sig gøre, hvis man pukler for det. Den holdning kan jeg godt lide.

Bøgerne er til dels selvbiografiske, og handler om perioden fra 1984 til 1991. Omvæltningerne i den periode er det hjemland, som ikke findes længere. Så jeg er meget spændt på hvad denne milliardær har at sige til perioden.

I øvrigt respekt for ozon.ru, der leverer bøger fra Moskva til hele europa.